Bag om en billedhistorie: sådan bliver billeder og tekst til ét udkast

Når kursisterne går i gang med den redaktionelle fortælling, har de typisk mellem tredive og firs billeder liggende fra tidligere opgaver. Det er med vilje. Vi begynder ikke med en skarp idé om, hvad historien skal handle om, for den idé ændrer sig næsten altid, når man ser sine egne billeder side om side.

Første aften printer vi billederne i lille format og lægger dem på bordet. Jeg går rundt og stiller de samme spørgsmål til alle: Hvad ser du igen og igen? Hvilket billede vil du helst slippe af med? Hvilket ville du savne? Svarene afslører ofte, hvad historien egentlig er, længe før kursisten selv har sat ord på det.

Det kan virke tilbageskuende, men det er den mest ærlige måde at starte på. Du fortæller ud fra det materiale, du faktisk har, og ikke ud fra det, du håbede at få med hjem.

• Print billederne i lille format, gerne ti gange femten centimeter
• Læg dem på et stort bord, så du kan se dem samtidig
• Skriv ikke noget endnu, kun se og sortere

Udvælgelsen foregår i tre runder. Første runde er hurtig: du fjerner de billeder, der er uskarpe, dubletter eller bare ikke hører til. Anden runde er langsommere, og her sætter du billederne i grupper efter stemning, sted eller person. Tredje runde er den svære, hvor du vælger, hvilke grupper der bærer historien.

De fleste kursister har svært ved at fjerne billeder, de kan lide, men som ikke passer ind. Jeg minder dem om, at et godt billede i en forkert historie svækker både billedet og historien. Det gemmes til en anden gang.

Resultatet er sjældent mere end otte til tolv billeder. Det lyder lidt, men det er netop pointen: en samlet historie kræver, at hvert billede har en opgave, og at ingen er med bare for at fylde.

• Første runde: fjern det tydeligt tekniske affald
• Anden runde: sorter i grupper efter stemning og sted
• Tredje runde: vælg de grupper, der bærer fortællingen

Mange tror, at teksten kommer først. I vores forløb skrives billedteksterne, når rækkefølgen er på plads. Så kan du se, hvad billederne allerede fortæller, og lade teksten tilføje det, de ikke kan vise: et navn, et sted, et tidspunkt eller en lille detalje, der ændrer, hvordan man ser motivet.

Camilla, som underviser i denne del, kalder det at skrive til billedet og ikke over det. En billedtekst, der gentager det, man kan se, er spildt plads. En tekst, der peger på noget uden for rammen, giver læseren en grund til at kigge en gang til.

Vi holder os til en til to sætninger pr. billede og en kort indledning til hele serien. Det tvinger dig til at vælge, hvad der er vigtigt, og det er ofte den samme disciplin, som billedudvælgelsen krævede.

• Skriv først, når rækkefølgen er låst
• Brug teksten til det, billedet ikke kan vise
• Hold dig til en til to sætninger pr. billede

Samme otte billeder kan fortælle meget forskellige historier alt efter rækkefølgen. Det er en af de ting, kursisterne bliver mest overraskede over. Vi prøver derfor mindst to forskellige rækkefølger, før du beslutter dig, og du tager et billede af hver version, så du kan sammenligne dem bagefter.

Jeg beder ofte kursisten om at vise sine billeder til sidemanden uden at forklare noget og så spørge: Hvad tror du, den her serie handler om? Hvis svaret ikke ligner det, du ville fortælle, er det ikke sidemanden, der tager fejl. Det er rækkefølgen, der skal justeres.

Begyndelsen og slutningen får særlig opmærksomhed. Det første billede skal invitere ind, og det sidste skal give en fornemmelse af afslutning, uden at det behøver være et lykkeligt punktum.

• Prøv mindst to forskellige rækkefølger
• Lad en anden se serien uden forklaring
• Vær ekstra kritisk over for første og sidste billede

Når udkastet er samlet, præsenterer du det for hold og underviser. Du siger ikke meget på forhånd. Vi kigger, læser teksterne og giver derefter en samlet tilbagemelding, som starter med, hvad der virker, og går videre til, hvad der kunne stramme historien. Tonen er venlig, men ikke pæn for sjov.

Typisk handler feedbacken om tre ting: et billede, der trækker i en anden retning, en tekst, der forklarer for meget, eller en rækkefølge, hvor midten bliver tynd. Du får konkrete forslag, men beslutningen er din.

De fleste kursister laver en ny version bagefter, og den er næsten altid bedre. Ikke fordi vi har rettet den for dem, men fordi de har fået øje på noget i deres eget materiale, som de ikke kunne se alene.

• Du viser udkastet uden lang forklaring
• Tilbagemeldingen starter med det, der virker
• Du beslutter selv, hvad du ændrer

Du får ikke en færdig opskrift, men en arbejdsgang, du kan gentage med dine egne billeder bagefter: samle, sortere, vælge, sekvensere, skrive og få øjne på. Hver del kan gøres på en eftermiddag, og den hænger sammen med de øvrige moduler i forløbet.

Det realistiske udbytte er, at du kan sætte en lille serie sammen, som en fremmed kan forstå uden at kende dig. Det er ikke en garanti for noget andet, og vi lover ikke, at serien skal bruges til noget bestemt. Men det er en solid måde at lære at fortælle med billeder på.

Hvis du vil prøve det af selv, så begynd med en stak printede billeder fra de seneste uger og et bord, der er stort nok. Det er næsten alt, hvad der skal til.