Anne og hendes shotliste: en weekend med bedre forberedelse

Anne er i fyrrerne, arbejder på et kontor i Kolding og havde fotograferet som hobby i et par år, da hun begyndte på kurset. Hun fortalte mig allerede første dag, at hun tog mange billeder, men sjældent fik noget ud af dem. Hendes seneste tur gik til en lille havn i nærheden, hvor hun havde været i tre timer og kom hjem med over fire hundrede optagelser.

Da vi gennemgik dem sammen, var der mange pæne enkeltbilleder, men ingen sammenhæng. Der var både både, måger, rebbunker og en mand, der splejsede et tov, men de talte ikke til hinanden. Anne sagde selv, at hun havde fotograferet alt, hvad der fangede hendes øjne, uden at tænke på, hvad billederne skulle bruges til bagefter.

Det er et mønster, jeg ser ofte hos voksne begyndere. Man har lyst til at fotografere, så man gør det, og først bagefter opdager man, at materialet ikke hænger sammen. Det er ikke en fejl i teknikken, men et spørgsmål om, hvad man beslutter, før man trykker på udløseren.

Vi aftalte, at Anne skulle vende tilbage til havnen, men først skulle hun forberede sig derhjemme. Opgaven var enkel: skriv en shotliste på højst femten punkter, og tegn et lille udsnit ved hvert punkt. Skitserne behøvede ikke at være pæne. Pinde-figurer og firkantede rammer var fint, bare hun kunne se, hvor motivet stod, og hvor meget af omgivelserne der skulle med.

Hun kom til næste undervisning med et A4-ark foldet i lommen. Øverst stod en kort sætning om, hvad serien skulle fortælle: en almindelig morgen for dem, der arbejder på havnen. Derunder var punkterne delt op i overblik, nærbilleder og detaljer. Hvert punkt havde et nummer, en kort beskrivelse og en lille tegning ved siden af.

Jeg bad hende også skrive, hvilket lys hun regnede med at møde, og hvornår på dagen hun ville være der. Det var ikke for at binde hende, men for at hun skulle have tænkt over, at morgenlys og middagslys giver to vidt forskellige serier.

• En kort sætning om, hvad serien skal fortælle
• Overblik, halvnært og detaljer som tre grupper
• Et nummer, en beskrivelse og en skitse pr. punkt
• En note om lys og tidspunkt

Anne fortalte bagefter, at turen føltes helt anderledes. Hun gik ikke rundt og ventede på, at noget skulle falde i øjnene. I stedet vidste hun, hvad hun ledte efter, og kunne bruge tiden på at vente på det rigtige øjeblik. Mandens hænder, der trak tovet stramt, krævede tålmodighed, men hun vidste, at hun skulle bruge det som et nærbillede midt i serien.

Hun kom hjem med omkring seksti billeder i stedet for fire hundrede. Det vigtigste var, at næsten alle kunne bruges. Nogle punkter på listen viste sig at være svære at gennemføre, fordi lyset ikke var, som hun havde tænkt, og andre punkter opstod undervejs, fordi noget uventet skete.

Hun skrev dem ind på listen med blyant, mens hun gik. Det er netop pointen med en shotliste: den er ikke en tvangstrøje, men et holdepunkt, man kan afvige fra med vilje i stedet for ved et tilfælde. Hun sagde, at hun for første gang følte, at hun havde fotograferet noget, i stedet for bare at have været et sted.

Planen var ikke perfekt, og det var heller ikke meningen. Da vi sad med udskrifterne, kunne vi se, at Anne havde glemt at planlægge en afslutning. Serien havde en tydelig begyndelse med havnen i morgendis og en solid midte med arbejdet, men sluttede lidt tilfældigt med et billede af en bil på kajen. Vi snakkede om, hvad en afslutning kunne være, og hun fandt selv ud af, at det skulle være en tom kaj sidst på formiddagen.

Hun tog afsted en tredje gang, denne gang kun for at fotografere det ene billede. Det tog tyve minutter. Jeg synes, det er et godt eksempel på, at planlægning ikke gør én mindre spontan, men gør det lettere at se, hvad der mangler.

Vi talte også om, at hun havde skrevet for mange punkter om både og for få om menneskene. Næste gang ville hun fordele listen mere jævnt, så serien ikke blev ensidig. Den slags justeringer kommer af sig selv, når man har noget på papir at kigge på.

• Planlæg en afslutning, ikke kun en begyndelse
• Fordel punkterne jævnt mellem motiver
• Brug listen som holdepunkt, ikke som facitliste

Du behøver ikke et avanceret udstyr eller en lang forberedelse for at få gavn af en shotliste. Annes ark var skrevet i løbet af en aftenstund, og skitserne tog måske en halv time. Det vigtige er, at du beslutter dig for en retning, før du kommer derhen, så du ikke skal finde ud af det midt i situationen, hvor der er mange andre ting at have øje for.

Start med at skrive en enkelt sætning om, hvad du vil fortælle. Det kan være lille og hverdagsagtigt, som en morgen på havnen eller en søndag i køkkenet. Del derefter dine punkter i overblik, mellemdistance og detaljer, så serien får forskellig rytme. Tegn en lille ramme ved hvert punkt, selv om du synes, du ikke kan tegne.

Når du står på stedet, så brug listen som en hjælp, ikke som en lov. Hvis noget uventet sker, så fotografer det, og skriv det ind bagefter. Det er sådan, planen bliver bedre fra gang til gang.